Kaniner er meget udsatte for flåter, når de hopper rundt på græsset. Foto: Tine Kortenbach
Sådan fjerner du flåter på en kanin:
Flåter, der har sat sig fast, bør fjernes så hurtigt som muligt. Tidligere var det anbefalingen, at det ikke hastede så meget, da smitstof med borrelia og ehrlichia-bakterier først overføres efter 24-48 timer. Men den anbefaling holder ikke længere, da det er anderledes for en af de “nye” flåtbårne sygdom, som er kommet til Danmark. Hvis flåten er bærer af TBE-virus, overføres smitten nemlig efter kort tids forløb.
En pincet kan bruges i nødstilfælde, men det kan ikke anbefales, da der er stor risiko for, at man kommer til at trække flåtens krop af og derved efterlader hovedet nede i kaninens hud. Brug i stedet et specielt værktøj, f.eks. Tick Twister, som er meget effektiv. Den ligner et mini ko-ben.
Hold forsigtigt fast i den legemsdel, hvor flåten sidder, typisk hovedet. Før Tick Twister ned omkring flåten. Det er vigtigt, at Tick Twister kommer så langt ned som muligt. Sørg derefter for, at flåten kommer helt ind i bunden af ”revnen”, så den sidder godt fast.
Drej forsigtigt Tick Twister rundt.I de fleste tilfælde følger flåten med ud. Hvis ikke, så prøv igen.
Brænd flåten eller skaf den af vejen på en sikker måde, så den ikke gør skade på dig selv eller andre. Det kan fx gøres ved at sætte den på et stykke tape og lukke omkring den.
Med lange støvler undgår du at få flåtbid. Foto: Tine Kortenbach
Antallet af flåter er steget dramatisk i de senere år. De sidder og lurer på græsstrå og andre planter, parat til at hope på dig, når du kommer forbi. Her er 5 tips til at undgå flåtbid:
I skovflåt-sæsonen bør du bære lange bukser, hvis du går rundt i områder med mange flåter.
Stop bukserne ned i strømperne. Lange støvler beskytter godt.
Børst tøjet af, inden du går indenfor. Tag fodtøjet af i entre / bryggers og lad dem stå der.
Gå huden igennem efter turen, især armhule, knæhase og andre steder med tynd hud. Små skønhedspletter kan snyde, da de kan være nøjagtig samme størrelse som flåten. Kør hånden henover dem for at mærke, om den sorte prik stikker op og kan vippes fra side til side. Så er det sikkert en lille flåt.
Fjern eventuelle flåter med det samme. De specielle flåt-redskaber er de mest effektive, f.eks. Tick Twister. Ellers kan en pincet bruges. Ulempen ved en pincet er dog, at du nemt kan komme til at trække kroppen af flåten, så hovedet bliver tilbage i huden.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.Ok